OPVISNING I LAVT SELVÆRD

Du kender det sikkert godt. Følelsen af ikke at være god nok, ikke at være smuk nok, ikke være en god nok ven, datter, kæreste, medarbejder. Det lave selvværd er et destruktiv tabu, der bestemmer alt for meget i vores liv. Som et ødelæggende monster forvrænger det vores selvbillede og udvisker vores realitetssans.

Publikum inviteres til en offentlig terapisession, hvor skuespillerne Peter Flyvholm, Anders Mossling, Kitt Maiken Mortensen og Xenia Noetzelmann konkurrerer om, hvem der er mest selvudlevering.

Forestillingen er en co-produktion mellem CHEER EXTREME og SORT/HVID og havde premiere d.2/4 2016 på teater S/H.

Medvirkende: Peter Flyvholm, Anders Mossling, Kitt Maiken Mortensen og Xenia Noetzelmann Tekst: Therese Fabricius, Cheer Extreme

Dramaturg: Tanja Diers
Dramaturgassistent: Anna Ellen Brrun Sønderrup 
Scenografi:
Ida Marie Ellekilde og Raphael Frisenvænge Solholm
Lysdesign: Raphael Frisenvænge Solholm
Musik:
Christian Hetland Jepsen 
Kreative øjne, øre, ideer og meninger:
 Elisa Kragerup, Charlotte Munksøe, Niclas Bendixsen, Karina Nus Pedersen, Jeanett Albeck, Christian Lollike, Tue Biering, Marie Dalsgaard, Christian Hetland

Producent: Karina Dichov Lund

Forestillingen var støttet af Satens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Dansk Skuespillerforbund 

Anmeldercitater:
”Skuespillerne får skabt en stemning af tillid og betroelse, som ellers ikke opstår i teatret.”
                                                                          Anne Middelbo, Information

”Det hele bliver vist frem i mindste korporlige detalje. En monoman selvoptagethed, jeg ikke alene rigeligt kan genkende mig selv i, men som i og med den akkumulerende selvudlevering virker så grotesk, at latteren ruller.

Konsekvensen af det lave selvværd er jo, at livet med den form for nærsynethed skrumper ind til at skulle udspille sig på et frimærke, præcis ligesom skuespillernes lille bitte scene her med tilskuere på alle sider, inden for arms rækkevidde. Et intimt rum, der forstærker fornemmelsen af, at det her er noget, vi er fælles om, ulidelig genkendeligt.”
                                                                           Monna Dithmer, Politikken